Rytters Tømrerfirma og bæredygtighed
Som tømrerfirma har vi fokus på høj kvalitet og god service til vores kunder. I Rytters Tømrerfirma gør vi os umage og det er vigtigt for os, at vi ikke blot skaber resultater, men også tager ansvar for klima, miljø og mennesker i vores forretning – både i forhold til kundeløsninger og til egen drift.
Vi tror på, at vores virksomheds succes naturligt hænger sammen med vores evne til at bidrage positivt til samfundet indenfor områder, hvor vi har en påvirkning. Vi har den holdning, at vi med vores arbejde med bæredygtighed forbliver relevante, konkurrencedygtige og parate til fremtidige kundeopgaver. Balancen bliver at fokusere på de mest væsentlige initiativer, hvor vi som virksomhed kan gøre en reel forskel.
Vi har derfor udarbejdet en bæredygtighedsstrategi. Vi har undersøgt og vurderet, hvilke bæredygtighedsemner vores kunder, medarbejdere og myndigheder vægter og evalueret dem mod vores forretningsaktiviteter. Vi har i arbejdet prioriteret tre fokusområder, og for hvert fokusområde har vi prioriteret 3-4 indsatsområder. Indsatsområderne er de områder vi arbejder særligt med.
Verdensmål
Vores prioriteringer er med til at realisere primært tre af FN verdensmål for bæredygtig udvikling:
- Verdensmål 8: Anstændige jobs og økonomisk vækst
- Verdensmål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund
- Verdensmål 12: Ansvarligt forbrug og produktion
Ansvarligt byggeri
Byggeriet står for omkring 30% af Danmarks CO2-udledning (Klimapartnerskabet for bygge- og anlægssektoren). Som aktør i Danmarks fjerdestørste branche ønsker vi aktivt at inspirere og rådgive vores kunder om, hvordan byggeriet kan realiseres med lavere klima og miljøpåvirkning, så vi er med til at løse den store samfundsudfordring.
Vi skal lave løsninger, der både tager hensyn til klima, mennesker og vores erhvervskunders forretning. Vi er meget opmærksomme på at disse punkter i højere og højere grad hænger uløseligt sammen. Dette er en udfordring som vi går til med engagement og nysgerrighed.
Bæredygtige materialer
Byggematerialer skal belaste klima og miljø mindst muligt, produceres under ordentlige sociale forhold, sikre et ordentligt indeklima, samt have en fornuftig pris.
Når der bliver produceret nye byggematerialer, koster det ressourcer, og produktionen udleder CO2 og belaster klimaet.
Byggematerialer står for 10-15% af den årlige udledning af drivhusgasser, ligesom byggematerialer kræver en række ressourcer som belaster klimaet, ifølge Videnscentret Bolius.
Byggematerialer bliver mere bæredygtige, hvis de f.eks. er biobaserede, har en lang levetid, sparer på energi og varme under produktion og transporten er optimeret, har en god kvalitet, er miljømærket, certificeret og eller er genbrugte. Listen af mulige tiltag er lang indenfor vores branche og vi kigger allerede på at implementere f.eks. miljømærkede eller genbrugte produkter.
Hos Rytters Tømrerfirma indkøber vi når muligt træ, der er FSC/PEFC-certificeret. En sådan certificering garanterer at træet ikke kommer fra ulovlig skovhugst og ikke bidrager til afskovning.
Leverandørstyring
Som tømrerfirma bruger vi forskellige materialer og ydelser fra underleverandører. De indgår som et væsentligt element i vores leverancer til vores kunder.
For så vidt muligt at sikre, at menneske-rettigheder og arbejdstagerrettigheder, miljø og forretningsetik er i fokus hos vores leverandører, indkøber vi materialer og ydelser hos større anerkendte leverandører. I tillæg til dette, vil vi udarbejde og implementere en Leverandør Code of Conduct, som vores leverandører forventes at underskrive. Målet er at størstedelen af vores leverandører vil skrive under på vores Leverandør Code of Conduct.
Produktkvalitet
Vi stræber hver dag efter at levere løsninger, som vores kunder bliver tilfredse med. Høj kvalitet er grundlæggende i vores arbejde, og produktkvalitet er derfor også altafgørende. Vi stiller krav til vores leverandører om at produktsikkerheden og kvaliteten skal være i top og leve op til gældende love. Ved at sikre dette fra start, er der et godt grundlag for at vores arbejde lever op til kundernes strenge krav.
Vi oplever stor tilfredshed fra vores kunder, vi er af den overbevisning, at man altid kan blive bedre.
Bæredygtig drift
Som tømrerfirma ønsker vi at øge vores opmærksomhed på, hvordan vi kan reducere vores forbrug af naturressourcer i vores drift og reducere vores negative påvirkning på klimaet.
Cirkulær økonomi
Cirkulær økonomi er et mere bæredygtigt alternativ til lineær økonomi. Cirkulær økonomi betyder at produkter genbruges og genanvendes i ideelt set uendelige lukkede kredsløb, uden at producere affald og uden at skulle bruge af naturens materialer.
Byggeriet i Danmark generer ca. 30% af al affald i Danmark ifølge Realdania. Omstillingen til cirkulært byggeri er både en udfordring og en mulighed for byggebranchen. Hos Rytters Tømrerfirma har vi valgt at arbejde med cirkulær økonomi som indsatsområde, fordi vi gerne vil være med til at trække vores branche i en mere cirkulær retning.
Vi vil fokusere på at minimere vores input af materialer og holde øje med, hvor stor en andel, der består af genbrugte eller genanvendte materiale. I denne proces ønsker vi også at se på, hvilke mulige ændringer vi kan lave for arbejde med endnu flere genanvendte materialer i stedet for nyproducerede materialer.
I dag sorterer vi naturligvis vores byggeaffald korrekt og efter lovgivningen. Vi vil også se på, hvordan vi kan recirkulere vores byggeaffald i højere grad end i dag. Vi vil undersøge take-back ordninger og se på løsninger, der er designet til nemmere at kunne recirkuleres, f.eks. med ideen om Design for Adskillelse, hvor produkter er designet efter at de skal kunne skilles ad igen efter brug, og andre muligheder, hvor vi kan genbruge nogle af de materialer, som ellers typisk bliver kasseret efter nedtagning.
Energi
Hvis vi retter blikket mod vores ejendomme for at se nærmere på den el og varme, vi anvender, har vi to overordnede ambitioner. Den første er at reducere vores forbrug. Den anden er, at det forbrug, vi har, kommer fra grønne kilder.
Vores varme kommer i dag fra fjernvarme og varmepumper. For at reducere elforbruget, har vi installeret LED og vi har ændret adfærd til kun at tænde lys, hvor det er nødvendigt. Vi ønsker at undersøge endnu flere konkrete tiltag for at reducere vores forbrug.
Transport
En stor del af vores CO2-udledning kommer fra vores transport til byggepladserne. Vores biler kører i dag på diesel. Vi vil følge med teknologiudviklingen og derfor i stedet overgå til eldrevne varevogne og biler, der kan køre den nødvendige afstand og med den nødvendige last. Det er vores ambition at overgå til en eldreven vognpark i løbet af en årrække.
Vi vil også se på, hvordan vores leverancer kan transporteres med en lavere udledning via transportfirmaerne.
Et af vores egne konkrete tiltag for at minimere CO2-udledning og forurening, er at vi har et kørselsplanlægningssystem, hvor vi har fokus på at optimere kørslen i forhold til at reducere både tid og antal kørte kilometer.
Klima
Som en del af vores ønske om at reducere vores samlede klimapåvirkning, har vi fået udregnet vores klimabelastning for vores direkte udledninger (scope 1), indirekte udledninger i vores drift (scope 2) samt udledninger i vores værdikæde (scope 3).
Ud fra disse udregninger, vil vi målsætte, hvordan vi i de kommende år kan reducere vores negative klimapåvirkning, og på hvordan vi kan opnå klimaneutralitet i scope 1 og 2.
Alt nybyggeri er omfattet af klimakrav, der fra 1. januar 2023 blev en del af bygningsreglementet. Det betyder, at for alt nybyggeri skal klimapåvirkningen, CO2-udledningen, dokumenteres ved at lave en livscyklusvurdering (LCA). Det er en kontinuerlig proces, hvor vi hos Rytters Tømrerfirma løbende indsamler data til LCA på egne og leverandørers produkter. Formålet er at sammenligne materialers CO2-udledning så både vi og vore kunder kan tage mere oplyste valg.
Ansvarlig arbejdsplads
En attraktiv arbejdsplads hænger uløseligt sammen med en arbejdsplads, hvor medarbejderne trives, udvikles og støttes til en sundere livsstil. En attraktiv arbejdsplads hænger også sammen med, at vi som virksomhed bliver ved med at være tydelige omkring, at vi ønsker at bidrage til en mere bæredygtig verden, og hvordan vi vil gøre det.
Sikkerhed og trivsel
Vi har en ambition om, at alle vores medarbejdere skal kunne gå sikkert på arbejde. Det betyder bl.a., at vi ved alle større projekter gennemgår byggepladsen sikkerhedsmæssigt, inden tømrerne kommer ud på pladsen.
Trivsel på arbejdspladsen er vigtigt for os. Vi laver trivselsmålinger, og alle medarbejdere får tilbud om MUS-samtale årligt. Vi har desuden en arbejdsmiljørepræsentant som vores medarbejdere altid kan gå til vedrørende spørgsmål eller forslag til forbedringer til arbejdsmiljøet, og repræsentanten deltager også på møder sammen med ledelsen som omhandler arbejdsmiljøet.
Medarbejderudvikling
Vi vægter, at vores medarbejdere udvikles og lærer nye kompetencer og tilbyder dem kurser i trailerkørekort, teleskoplæsser, stillads med videre. Hermed sikrer vi at vores medarbejderstab udvikler sig løbende og samtidigt repræsenterer et bredt område af kompetencer, som medvirker til at vi kan være mere effektive og have god sikkerhed på vores projekter.
Vi ønsker at være en rummelig arbejdsplads og vil gerne hjælpe mennesker på kanten af arbejdsmarkedet i job. Vi ønsker at tage et ansvar som virksomhed og at få udviklet og hjulpet den enkelte godt videre. Vi har desuden lærlinge og praktikanter, da vi ønsker at støtte de unges uddannelse og vores lokale arbejdsmarked.
Historisk set er byggebranchen domineret af mænd. Vi ser en forretningsmæssig værdi i at have både mænd og kvinder ansat, og generelt ønsker vi, at alle har lige muligheder. Vi vil gerne bidrage aktivt til mere diversitet i branchen. Vi har pt. én lærling, som er kvinde, og som indgår ligeværdigt med kollegaerne.
God selskabsledelse
For at sikre vedvarende implementering og optimering af Rytters arbejde med bæredygtighed, har vi nedsat en ESG-ledelse og styregruppe. Denne gruppe har ansvaret for fremdrift og forankringen af vores bæredygtighedsindsatser.
For at sikre at vi har den nyeste tilgængelige viden indenfor bæredygtigt byggeri, er vi ved at undersøge medlemskaber i relevante faglige organisationer.
Som virksomhed på Djursland lægger vi stor værdi i at støtte op omkring lokalsamfundet. Vi sponsorerer derfor det lokale forsamlingshus, håndbold- og fodboldklubber og de lokale sportsforeninger indenfor badminton, golf og padel.